onsdag den 5. august 2015

Skriget

Tidens tand gnaver uden nåde. Hvad der før var comme il faut er nu et kors for tanken. Ikke til at forstå. Ukendeligt. Hvordan var det muligt dengang? 




I 70´erne var det fx et absolut krav til en forsanger i et rigtigt rockband, der spillede beatmusik (som det hed), at han - udover at se pragtfuld ud i bar overkrop - også var i stand til at skrige virkelig højt og længe. 



David Byron fra Uriah Heep




Robert Plant fra led Zeppelin
Det ikoniske eksempel er Deep Purples "Child In Time", hvor Ian Gillan flår sine stemmebånd i stykker i to omgange.  Også Led Zeppelins "Whole Lotta Love" genlyder i skrigernes Valhalla.


Ian Gillan fra Deep Purple - her med skjorten knappet


Begge sange kunne antyde, at vi skal finde meningen bag disse skrig i noget orgastisk, seksuelt. Det er som om disse skrig dokumenterer, at manden arbejder sig hen mod et klimaks, en udløsning eller forløsning. Måske er skriget endda et udtryk for ekstase og frigørelse? 



Vi kommer ikke uden om grækerne og gode, gamle Dionysos. I ekstasen er jeg ude af mig selv, og først derfor netop virkelig mig selv.



Dionysos og satyrer har en fest


Thorkild Bjørnvig skrev i 1970 Oprør mod neonguden - et essay om beat. Her påpeger han, at rockmusikken har en dionysisk dobbelthed. På den ene side bliver man et med guden i et kultisk fællesskab til rockkoncerten. På den anden side kan det hele slå om i meningsløs vold og død. Som de dionysiske optog i oldtiden. Og som på de store festivaler i dag.


Men hvorfor skriger Ian Gillan så? 


Perioden er som bekendt præget af emancipation og troen på, at verden kunne forandres. Seksuel frigørelse, kønsrolledebat, opgør med forældregenerationen - og så videre. 


Så Gillan er ikke bange, ikke forskrækket eller ude i noget genstandsløs angst (a la Kierkegaard), når han skriger. 


Skriget er måske i stedet det positive pant på den dionysiske lyst, på opløsningen af jeg´et, på den oceaniske følelse af enhed med alt og forandringens mulighed. 



Skriget er demonstrativt begær. Og bekræfter dermed den urgamle anelse af en sammenhæng mellem musik, begær og verdens dybeste væsen. 

Så når Gillan skriger, så giver han den han altså som en satyr i Dionysos´ følge.


I dag hører vi Gillans skrig med andre ører. Tidens fylde har gjort det meningsløst. Det virker umotiveret, ja decideret pinagtigt. Et meningsløst og dækningsløst postulat. 


Rockmusikken var dengang limen, der bandt en genration sammen i en tåget forestilling om, at verden var på vej til at blive et federe sted at hænge ud med vennerne og kæresterne.


Men sammenhængen mellem rockmusik, fællesskab, emancipation og forandring eksisterer ikke mere. 


Og dog er et eneste skrig fra 1971 blevet hængende i luften. 


Allerede inden skrigerne i Zeppelin, Heep og Purple for alvor havde skabt og trivialiseret genren, gennemskuede Pete Townshend periodens selvbedrag. 



Roger Daltrey, Adonis med kors


Rockmusikken er ikke en revolutionær kraft. Den udarter lynhurtigt til hedonisme og selvdestruktion på første klasse.


Med "Won´t Get Fooled Again" skriver han til The Who et stykke musik, der var drevet af nærmest en overmenneskelig, dionysisk kraft, en enorm musikalsk energi og et apollinsk, desillusioneret klarsyn.


Og på toppen af denne vulkan står Roger Daltrey:



I'll tip my hat to the new constitution
Take a bow for the new revolution
Smile and grin at the change all around
Pick up my guitar and play, just like yesterday
Then I'll get on my knees and pray
We don't get fooled again
Don't get fooled again, no no

Yeaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh

Meet the new boss
Same as the old boss

Erkendelsen af, at alt er ved det gamle, demonstreres med et skrig. 


Nej, ikke et skrig, for Daltreys udladning har intet med Gillan og Plant at gøre. 


Daltreys skrig er rettelig et brøl. Og fra et skrig til dette brøl er der en verden til forskel. En verden fuld af afmagt, vrede og fortvivlelse, jovist, men ikke uden trods, modstand og autentisk livsvilje.


Og det giver stadig mening. Forhåbentlig!



Satyrer ved vejs ende i et ødeland - The Who´s mesterværk