 |
| Peter Brandes illustration til femte sang af Homers Odyssé i Otto Steen Dues herlige oversættelse, hvorfra der citeres i det følgende |
Ordbogen siger:
Nostalgi er en sammensætning af det græske nostos (hjemrejse) og algos (smerte).
Hjemve er det gode danske ord.
Siden romantikken, der jo også elskede den beslægtede melankoli, har nostalgien haft et lidt blakket ry.
Det er ikke så smart at være nostalgisk, hvis man gerne vil være lidt moderne. Der er sådan lidt filosofisk udkant over det.
Men nostalgi er i grunden ret interessant.
Min husgud Homer har skabt en dyb og evigt aktuel analyse og beskrivelse af nostalgiens mysterium: Den smerte, der opstår i det uopfyldte ønske om at vende tilbage, vende hjem.
Her er problemet:
Efter ni dage i havsnød, hvor alle hans mænd er omkommet, driver Odysseus den tiende dag i land
øen Ogygia.
Det er et mægtig dejligt sted - i hvert fald på papiret.
Hør lige her:
Øen ligger idyllisk langt væk fra verdens larm og tummel.
Midt på øen ligger en yderst komfortabel grotte med et gyldent, femstjernet palads.
Homer beskriver stedet således:
"Rundt om den hvælvede grottes portal havde vinstokke slynget ranker med friskgrønt løv og saftige druer i klaser.
Fire i tal var de kilder der sprang med vande så hvide tæt ved hinanden, men risled i hver sit løb imod havet. Om dem var enge der blomstred af vildkløver og anemoner.
Selv en udødelig gud der kom på besøg måtte undres over det dejlige syn og fryde sig inderligt ved det."
I paladset bor den meget dejlige nymfe Kalypso med "liflige lokker" og "sin yndige stemme".
Kalypso er single og har indrettet sig med en flok yndige tjenestepiger.
Kalypso har hovedløst forelsket sig i Odysseus.
Hver dag og hver nat sørger nymfen for, at den gode mand ikke har det mindste at klage over.
Alt er vel sådan set i sin skønneste orden.
Oceaner af wellness for krop og sjæl?
Opskriften og virkeliggørelsen af det lykkelige liv?
Ikke tale om!
 |
| Odysseus længes hjem og spejder i det fjerne i nostalgiens arme, uden at ænse den underskønne Kalypso - Maleri af N.C. Wyeth, 1929 |
Odysseus har det nemlig slet ikke godt.
Efter syv år må guderne gribe ind. Hermes sendes ned for at gøre en ende på heltens lidelser.
Den stakkels Odysseus skal ikke længere udstå nymfens forelskelse og hengivenhed.
Kalypso bøjer sig sønderknust for gudernes beslutning og hjælper Odysseus med at bygge en båd, der kan føre ham tilbage til verdens larm - og hjem til konen.
Men Kalypso er stærkt utilfreds og siger til Hermes:
"Hvor dog I guder er grummest og fuldest af nidskhed, hadske mod os gudinder, der elsker med menneskemandfolk åbent og ærligt og vælger at ta dem til ægte i sengen!
Nu er I vrede på mig for at have en dødelig hos mig, ham jeg har frelst da han red på sin køl i de drueblå bølger, ganske forladt og alene.
Ham har jeg taget mig af og passet og ønsket at gøre til en udødelig mand, for evigt befriet for ælde".
Men der er ikke noget at gøre, hun må sætte menneskemandfolket fri.
Nede på stranden møder Hermes så Odysseus og undrer sig:
"Nede ved strandbredden sad han med øjnene fulde af tårer og lod sit herlige liv fortære af jammer og hjemve.
For han var slet ikke længer betaget af nymfen Kalypso.
Men hver nat var han nødt til i hendes hvælvede grotte modvilligt og under tvang at elske den villige nymfe."
Kalypso (og vi læsere) spørger Odysseus, hvorfor han dog ikke bliver i dette Paradis? Hvorfor vil han hjem til konen på gården?
Er hans liv i trædemøllen hjemme da bedre? Er hans elskede Penelope da skønnere end Kalypso? Og hvad med den tilbudte evige ungdom, bider den heller ikke på ham?
Og Kalypso smider trumferne:
"Jeg tør vel hævde jeg selv er fuldt på højde med hende, både i vækst og figur da det ikke kan passe at nogen dødelig kvinde kan kappes med nogen gudinde i skønhed".
Odysseus svarer:
"Høje gudinde, bliv ikke forbitret! Jeg ved jo til fulde selv at over for dig er den kløgtige Penelope hverken så høj eller flot eller skøn og dejlig at skue.
Hun er en dødelig kvinde og du er en evig gudinde.
Ligefuldt er det mit ønske, mit håb og min daglige længsel at komme hjem til mit land..."
Herefter går Odysseus og Kalypso ind i kammeret i grotten og "fryded sig sammen i kærlighedens lyst og lå med hinanden". Åbenbart ikke helt modvilligt og vel under moderat tvang...
Man forstår at Hermes undrer sig, og det gør vi som læsere også, når Odysseus senere kalder Kalypso "den slemme, yndigt krøllede, lystne gudinde Kalypso" - og ikke mener det som en ros!
Nostalgiens mysterium gennemspillet af Homer. Hvad er meningen?
 |
| Jan Styka, 1920 |
Odysseus længes væk og hjem. Ja, men er det ikke som om han også på billedet er målløs over selve det forhold, at han længes væk? Som om nostalgiens mysterium har taget bolig i ham og fordobler smerten og forvirringen?
Kalypso indser dette og er ligesom afventende, tøvende, stopper op i bevægelsen mod ham. Er han vanvittig, er han afsindig?
På Peter Brandes illustration herover kigger Odysseus væk. Han er fraværende og alligevel til stede, nærmest smeltet sammen med Kalypso.
Odysseus forstår i grunden ingen ting, men han ved, hvad han skal gøre. Han skal bare væk herfra. Hjem!
Nærmere kommer vi det ikke....
