lørdag den 17. juni 2017

Hagiografi: Johannes V. Jensen





En hagiografi er en overdrevent rosende og ukritisk fremstilling af en kendt persons liv og værk. Og det er det, jeg bedriver her, hvor det handler om mine husguder.


Johannes V. er ikke en mester i at skabe de gribende historier eller formidle de helt store eksistentielle temaer på det store lærred. Han er på det punkt på ingen måde i en liga med Henrik Pontoppidan eller Thomas Mann. Der er ingen Lykke-Per eller Trolddomsbjerg i hans forfatterskab.


Men manden kan som meget få formidle sanselighed og erfaring gennem skriftsproget. 

Når han skriver om tandpine i Kristania (Oslo) eller den satans myg, Sulla i Sevilla, så mærker man Johannes igennem sproget på en særlig måde. 

Det er en stemme, man genfinder i alt, hvad han skrev. 


Sproget bøjes og vrides til at blive udtryk for hans oplevelse af verden, som altid bliver konkret og subjektiv. 

Han siger det måske allerbedst selv i Cimbrenes tog, hvor hans alter ego, Norne-Gæst, karakteriseres på denne måde:


Han, Skjalden og Fortælleren, var den tavseste Mand. Hvad han vidste eller havde set beholdt han for sig selv, til der blev Billeder deraf; Klarhed vidste han er kun et Billede. Det skulde have Form hvad han gav, Tæthed, Sproget skulde indeholde en Farve af Verden og hans Væsen


Johannes fik Nobelprisen i 1944, og det var fortjent. 

En smagsprøve? Naturligvis "Ved frokosten" fra samlingen Digte 1906. 




Er det verdens bedste digt? Det er der ikke noget, der hedder.

Men alligevel. Verdens bedste på dansk? 

I den retning.

I mine ører siger det digt noget sandt om det at være menneske i verden - og om Danmark og den måde, ting i Danmark er på. 

Her kommer det:

Kafeen skal være velsignet! 
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl! 
Jeg omfatter min Kellner med Sympati, 
jeg sidder sval og barberet ved Bordet, 
finder Stangen under det med Fødderne 
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt. 

Giv mig en Bajer! 
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad. 
Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre, 
Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det! 
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand! 
Jeg vil begrave mig i en Slurk … 
Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det? 

Nu har jeg det godt. 
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig. 
Først spiser jeg et med Æg og Sild – 
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove! 
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg, 
og her fordyber det Smagen, at jeg tier. 
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende. 
Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte. 


Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen, 
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske. 
Se den spiller, den ler klart, 
Jeg holder den op som en stor levende Diamant, 
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark! 
Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik. 
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden. 
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende. 

Skaal! 

Jeg nedlægger ikke harmfuld Protest mod Jordens Vals mellem Stjærnebilleder, 
fordi jeg selv varmer Bænke; 
hellere lyser jeg Lykken høfligt ud af mit Hjærte 
med samt alle Glædespiger og Skalmejer. 

Lykken og jeg forstod ikke hinanden; 
jeg talte altid en Dialekt, hvor jeg saa var. 
Sandheden er, at jeg mistede Emma. 

Hvorfor? 
Var hun ikke frisk? Var hun ikke slank og svungen i Ryggen, 
ung og lutter Appetit som ulæsket Kalk? 
Var hendes Brystkasse ikke dyb og elastisk 
som en Vidjekurv fyldt med nyslaaet Kløver, 
havde hun ikke smækre Arme og de klareste Tænder, 
en Malstrøm af et dunkelt Haar og Øjne som Bøssemundinger? 
Hvorfor løj jeg da en kold Historie sammen 
om en yderst vigtig Ekspedition til Nordishavet? 
Emma, fordi jeg ikke vil bede en Pige, 
der er mig uvedkommende, uden for saa vidt som jeg elsker hende, 
om at vaske sin nittenaarige Krop. 
Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker. 
Jeg opæder fortrinsvis Piger med Nerver i Skindet. 
Du stillede mindre proper, skønt skyldfri, Emma, 
Velan jeg tav, men jeg forskød dig. 
Hvor heldigt, at du omtrent samtidigt 
ytred en uovervindelig Lede for mig, 
mit ukuelige Hoved, min henrykte Egoisme og hele Sjæleraahed! 
Hvor sundt for os begge, at vi paa Stand hadede hinanden! 
Aa, hvor vi ødte hinanden! Jeg rejste vildt til Polen. 
Du giftede dig med en Violinist, 
hvis Fingre ikke skyede Harpiks, 
og som senere skal have aflokket dig de reneste Toner. 

Altsaa jeg mistede Emma. 
Alverden ynkede mig. Jeg tror jeg saarede mange 
ved den kyniske Lethed, hvormed jeg trøstede mig. 
Mit Liv er een Erstatning. 
Hvem siger, at man skal leve lykkeligt? 
Samme Foraar traf mig kaad og kærnesund, 
Skummel af Kærestesorg, 
I Favnen paa yndige Olga. 

Hun var altid vasket og sval, 
jeg maa formode, hun var Jomfru paa en Badeanstalt. 
(Emma tilhørte den fornemmere Lavadel). 
Olga var saa frejdig, Klæderne suste fra hende. 
Oh, hendes Fodsaaler var netop saa friske og kølige 
som Aakandebladene i Guldager Bæk, 
hvor jeg badede som ungt Menneske. 
Naar Olga kom ind til mig, medbragte hun Duften 
af gabende Linnedskuffer, som jeg elsker, 
et Vejr af Stivelse og af lutret, blaanet Tøj. 
Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig, 
du var frisk som et Neg, 
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade. 

Jeg har skænket mig en frisk Snaps af den iskolde Flaske. 
Uden at betænke mig svælger jeg ogsaa den. 
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende … 
Dette var en Skaal for den uudslukkelige Appetit, 
der lægger mig ned og sætter mig paa Benene igen 
midt imellem hoftebredt henvandrende Mirakler i Menneskeskikkelse. 
Er I kede af, at jeg synger, saa det sortner mig for Øjnene? 

Ak, Emma og Olga! 
Hvor er I henne? 
Et Mindebæger! 

Jeg føler en lægende Varme, mit Hjærte hopper, 
jeg tror jeg er glad til trods for Smærte. 
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende … 

Skaal!







Disclaimer



All the pictures shown on this blog are property of their respective owners. I don't hold any copyright about these pictures. These pictures have been collected from different public sources including different websites, considering to be in public domain. If any one has any objection of displaying any picture here, just send me an email and I will remove it immediately, after verification of the claim.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar