lørdag den 30. december 2017

Og hvad er de sidste 10% så?

"90 procent af det at være voksen er at vågne op hver dag og bestikke sig selv til at klæde sig ud som et ansvarligt menneske, indtil det igen er tid til at sove".




Andi Zeisler - grundlægger og boss på Bitch Media - 
på sin Twitterkonto @andizeisler, 

18. december 2017 kl.  19.47.


Så held og lykke med de 10%, hvad det så end er!





onsdag den 13. december 2017

Hvorfor var nazisterne så gode ved dyr?





Det virker absurd, at den nazistiske bevægelse var voldsomt optaget af dyrevelfærd og samtidig myrdede millioner af mennesker med koldt blod. 

Al den stund at nazisternes menneskesyn mildest talt var dyrisk, forekommer det for en overfladisk betragtning som et stort paradoks, at regimet på en måde behandlede dyr bedre end mennesker.

Både Hitler - der herover ses med sin elskede Blondi -  Himmler og Göring gik i brechen for dyrebeskyttelse sammen med mange andre prominente nazister.

Det interessante er, at vi i dag - uden sammenligning i øvrigt - igen ser kombinationen af et udtalt engagement i dyrevelfærd og en modstand eller uvilje overfor bestemte befolkningsgrupper i samfundet.

Hvad er der idehistorisk på spil?

Dyrevelfærd og naturbeskyttelse var vigtige temaer i nazisternes propaganda. Den første lovgivning gældende for hele Tyskland om dyrebeskyttelse blev således vedtaget af regimet allerede i 1933.

Nazisterne begrundede dyrebeskyttelsen antisemitisk, biologistisk og racistisk. 

Men som meget andet i den nazistiske ideologi var det ikke hentet ud af det blå. Der var en forhistorie.

Tyskland var fra slutningen af 1800-tallet og især i perioden mellem 1890-1918 præget af et virvar af mystiske og kuriøse livsopfattelser, der blev formuleret af et sammenrend af fantaster og kvaksalvere. Det hele i en pærevælling af resentiment og had til den moderne industrialisering og demokratiet.

Det er svært i dag at skille disse mange retninger fra hinanden, men som eksempel kan nævnes en paraplybevægelse, der kaldte sig Lebensreform. 




Her samledes vegetarer, dyreelskere, naturkostfanatikere og "alternative" behandlere sig om modstanden mod industrialiseringen, materialismen, urbaniseringen og længtes i stedet efter det naturlige og oprindelige i form af  bl.a. økologi, naturisme og yoga i et underligt spirituelt og pseudo-religiøst sammensurium.

Allerede omkring 1890 og frem var dette tankegods hos mange tæt knyttet til antisemitiske holdninger.

Medicinske og industrielle dyreforsøg blev opfattet som "jødiske" videnskabsmænds værk og som et forsøg på at udnytte og ødelægge germanernes forbundethed med naturen.

I 1927 stillede en nazist i den tyske rigsdag et forslag om at forbyde dyrplageri og schæchtning, som er en jødisk slagtemetode, hvor halspulsåren bl.a. skæres over. På grund af forslagets antisemitiske begrundelse blev det ikke vedtaget - i første omgang.

En egentlig lov blev som nævnt først vedtaget i 1933 med en straframme på et halvt års fængsel. 

Det var en af de første love, som nazisterne fik vedtaget, der blev brugt propagandistisk og som indskrænkede jødernes religiøse frihed. 

Dyreforsøg blev ikke generelt forbudt i nazitiden, men blev begrænset. I forbindelse med kræftforskning var det tilladt og som bekendt testede man bl.a. biologiske kampstoffer på dyr og KZ-fanger i stort tal.

At lovgivningen primært gik ud på at diskriminere den jødiske befolkning kom bl.a. til udtryk i slutningen af krigsårene, hvor muslimske fanger fik lov til at halal-slagte.

Den islamiske halal-slagtning foregår på næsten samme måde, og derfor er schæchtet kød også halal - mens det omvendte ikke er tilfældet i følge jødedommen. Men vi er her ude i de sidste decimaler, hvad angår forskelle mellem halal og schæchtet kød.

I 30´ernes Tyskland var det ikke halal, der optog sindene, men den jødiske schæchtning. 

Det er omvendt i dag. Men tankefigurene er de samme.



-o-





Inspirationen til ovenstående stammer fra et stort værk fra 1999, som jeg faldt over i forbindelse med arbejdet til en artikel om Julius Langbehn - en af disse for perioden så typiske, mystiske fantaster, der med en bog om Rembrandt fik stor succes i 1890 og årene frem. Mere om ham på et senere tidspunkt.

Værket hedder Handbuch zur "Völkischen Bewegung" 1871-1918, og er et pionerarbejde og en sand guldgrube for alle, der er optaget eller fascineret af den skæbnesvangre periode i tysk kulturhistorie, et tidsafsnit, der på så mange områder formulerer det tangegods, som nazisterne senere tog op på det forfærdeligste.


I værket gennemgår forskellige forfattere over knap tusind sider en lang række af de bevægelser, foreninger og forfattere som samles under betegnelsen "Völkisch", der leksikalsk kan defineres som en fortyskning af ordet national i betydningen af en særlig germansk nationalisme, som primært er racemæssigt og antisemitisk begrundet.